Sommer 2014
Her på falderebet til sommerferien er det tid til at sende en lille opdatering fra STU Landbo.
Foråret er gået hurtigt i år med alle de sædvanlige aktiviteter. Heldigvis har der også været tid til et par ture ud af huset for at nyde naturen og det dejlige vejr, deltage i St. Øksøløbet eller se en udstilling vi har kunnet lade os inspirere af. Det er altid dejligt og givende, at være på tur med de unge mennesker.
De sidste par uger er blevet brugt på at runde skoleåret ordentlig af og færdiggøre igangværende projekter og andet vi har været i gang med. Nu glæder alle sig til en forhåbentlig dejlig sommerferie.
Som vanligt er skoleåret blevet afsluttet med en fælles tur til Fårup sommerland. Det plejer at være en supergod dag med masser af oplevelser og højt humør, hvor vi kommer trætte og tilfredse hjem efter en lang dag. Og sådan har det også været i år.
Stephan færdiggør sin STU pr. 1. juli, en dag han har set frem til med spænding. Vi fejrer det tirsdag d. 1. juli og håber, at mange af hans venner og personale fra Landbo vil komme forbi for at fejre det sammen med ham. Tillykke til Stephan.
Efter sommerferien bliver der en ændring i det daglige personale i skolen. Hans, som I alle kender fra Landbo, og Marianne har byttet job med virkning fra 1. august.
Det kommer ikke til at betyde nogen ændringer for skolens dagligdag, og vi glæder os til, at bringe Hans kompetencer i spil her i skolen.

Jeg, Marianne, vil gerne benytte lejligheden til at takke for et godt samarbejde og glæder mig til at videreføre det som pædagogisk personale på Landbo.

I og jeres familier ønskes en dejlig sommer.

Venlig hilsen
Hanne og Marianne
STU Landbo

 

 

 

April 2014
Hermed en lille opdatering på, hvad vi går og laver i STU Landbo. Tiden siden jul har, i sagens natur, været præget af indendørs sysler. Vi har haft fokus på de daglige rutiner og ugens rytme. Det giver en god tryghed og for nogle et større overskud når dagenes program ligger fast. Når det er sagt, så glæder vi os over at dagene nu er varmere og vi snart kan komme lidt mere ud på tur.

I undervisningen har vi de sidste måneder især brugt vores iPad, hvortil vi har anskaffet en hel del forskellige lærings apps. Det er en stor succes og motiverer på en sjov måde til mere læring. Alle elever har stor gavn af at sidde med iPad, ligemeget hvilket niveau de er på.

Et par af eleverne har hele vinteren haft en ugentlig maddag. De er med til at planlægge, handle og lave maden, som vi så nyder sammen her i skolen. Vi har stadigt fokus på de sunde valg og tager mange snakke om emnet. De har helt sikkert deres favoritretter, som vi med mellemrum vender tilbage til, men de er også gode til at kaste sig ud i nye og lidt anderledes retter.

Idræt, svømning og fodbold kører fortsat som en fast del af dagligdagen. Alle er glade for at deltage og har stadigt god gavn af såvel selve sporten som den sociale del af samværet. I februar afholdt “vores” idrætsforening (MIF) en idrætsdag, hvor også andre idrætsforeninger var inviteret. Dagen blev afholdt i Hadsundhallerne og var arrangeret som forskellige workshops, hvor deltagerne således havde mulighed for at afprøve forskellige sportsgrene. Det blev en rigtig hyggelig dag, hvor vi også fik snakket lidt med vores udenbys gæster. Selvfølgeligt var der også lækker mad til frokost og vi sluttede af med kage og kaffe.

Lise blev færdig med sin STU i februar. Stort tillykke til Lise. Det blev selvfølgeligt fejret med gave, hjemmebagte boller og kaffe. Det var dejligt at forældre, kontaktpersoner og Frants og Majbritt alle var med til at gøre det til en hyggelig eftermiddag, og Lise nød tydeligt at være i centrum.

I ønskes alle en dejlig påske.

Hilsen
Marianne og Hanne
STU-Landbo

December 2013
Så er det tid til en lille julehilsen fra STU Landbo
Det har været et fint efterår præget af et solrigt vejr til lang hen på året, så det har været dejligt at gå lange ture med de elever der har haft lyst. På disse har vi ofte medbragt en drage, som har været til stor morskab for et par af pigerne. Der er blevet lavet et projekt om havne ved Mariagerfjord og vi har været på forskellige ture til Aalborg.
En del af eleverne er efterhånden blevet aktive i MIF (Mariagerfjord idrætsforening), hvor de flere gange om ugen møder ligestillede fra området til forskellige former for idræt, svømning eller fodbold. Det er altid en meget positiv oplevelse da vi, udover at få motioneret, også møder mange andre unge (og ældre) under sjove og afslappede forhold og på den måde for en god kontaktflade udenfor Landbo. Sidst i november afholdt idrætsforeningen julefrokost, hvor alle deltagere mødte op til en meget hyggelig aften.
Udover deltagelsen i idræt er der flere piger som fortsat svømmer hver tirsdag i Terndrup svømmehal. Her har de et dejligt stort og varmt terapibassin, hvor man kan udfolde sig uden at fryse eller komme på dybt vand.
Jeanne har færdiggjort sin STU. Det blev selvfølgeligt behørigt fejret med gaver og lagkage.
Her i december måned har vi selvfølgeligt julet. Der er blevet bagt, klippet og klistret og i det hele taget pyntet op mens julemusikken, leveret af Stephan, kører i baggrunden.
I denne uge holder vi lidt juleafslutning med de forskellige hold inden vi sender dem på en god og vejfortjent juleferie.

Glædelig jul og godt nytår

Hanne og Marianne
STU Landbo

August 2013
Her på STU-Landbo er vi nu godt i gang med det nye skoleår. Vi kan mærke, at eleverne har haft en dejlig sommerferie med tid til at slappe af og nyde livet og nu er klar til hverdagen med skole og forskellige dagligdags aktiviteter. Her på skolen har vi glædet os til komme i gang igen med nye aktiviteter.

STU-Landbo har fået en ny elev. John Jepsen, som bor på Landbo, er startet på sin STU pr. 1. august 2013. Det er dejligt at John således er blevt fast elev i skolen, og de andre glæder sig over at have fået en ny holdkammerat.

I tiden frem til efterårsferien vil vi have fokus på at komme lidt ud af skolestuen, få noget frisk luft og lære lidt af vores nærområde bedre at kende. Bl.a. er Stephan gået i gang med sit eget lille projekt, og er således ved at kortlægge og billeddokumentere faciliteter i lystbådehavnene omkring Mariagerfjord. Han håber det kan være til gavn for Landbos fiskebåd, når de drager på fisketogt.

Vi har indledt et samarbejde med Landbos værksted og Lisbeth, som kører det. I de kommende måneder vil vi jævnligt tage på ture sammen, især for at udforske genbrugsbutikker og loppemarkeder for at finde egnede ting til Landbos butik. Det vil især være de elever der har interesse for dette,der kommer med på disse ture. Senere på efteråret vil vi i samarbejde indføre nogle flere kulturture og besøge udvalgte museer og udstillinger. En aktivitet vi før har haft med stor succes.

I denne uge drager vi, med de elever der har tid og lyst, til Blokhus for at se de flotte sandskulpturer fra Sandskupturfestivalen. Temaet i år er Nordisk mytologi, et tema som ofte før har fanget vores elever. Vi medbringer selvfølgeligt en ordentlig kaffekurv og håber at få en dejlig dag ved stranden.

Ind i mellem alle disse aktiviteter er der også tid til mere almindeligt skolearbejde og til vores lille madklub som kører mandag og onsdag. Madklubben er stadigt en meget fin aktivitet, der både handler om sundhed, planlægning, samarbejde og praktisk kunnen. Og vi må sige, at der bliver kreeret mange lækre retter i vores lille køkken.

På Landbo er alle de praktiske fag nu også godt i gang efter sommerferien. Alle elever er med på rideholdet, en aktivitet som de på hver deres måde har glæde og stort udbytte af. Et par stykker er igen startet med svømning i Terndrup svømmehal, der har et dejligt varmtvandsbassin og dermed gode muligheder for at udfolde sig og træne på en sjov måde. Musikholdet har fået sit eget lokale med instrumenter og et helt nyt Soundbeam anlæg, der giver mulighed for at lege med musikken via bevægelse.

Vi håber, at I også har haft en dejlig sommer og minder om at I, som altid, er velkomne til at kontakte eller besøge os, hvis I har spørgsmål eller bare vil se skolen.

Venlig hilsen
Marianne og Hanne
STU-Landbo

April 2013
Selvom foråret har været lidt lang tid om at komme rigtigt igang, så nyder vi dog, at dagene er blevet længere og lysere, og at vi nu kan sætte os ud i skolens lille gård, når solen skinner.

Pr. 1. april har vi budt velkommen til en ny elev her på STU Landbo. Det er Jeanne, som for et par måneder siden flyttede ind på Landbo. Jeanne har før gået på CSV i Randers og skal færdiggøre sin STU her. Vi glæder os meget til at lære Jeanne rigtigt at kende.

Luna fra Landbo er også begyndt at komme herned en formiddag om ugen, og vi nyder hendes gode humør.

Vi har meget glæde af vores nye køkkenfaciliteter og flere af eleverne har nu madlavning på ugeskemaet. Eleverne er så medbestemmende som muligt omkring valg af retter og ingredienser og vi forsøger at inspirere til så sunde valg som muligt. Bl.a. har vi efterhånden fået opbygget et lille bibliotek af spændende og lette kogebøger, ligesom eleverne ofte er med på biblioteket for at finde kogebøger, der falder i lige netop deres smag. Madlavningen giver et godt afbræk i de mere skolefaglige sysler og giver en rigtig god mulighed for en snak om mad og sundhed, noget som en del af eleverne er meget interesseret i for tiden.

Der har ikke været så mange udflugter siden jul, men vi har dog igen været på Gaia Outsidermuseum for at se deres sidste særudstilling og det var som altid inspirerende. Efterfølgende var vi inde på deres utroligt hyggelige café Papaya for at få en kop kaffe. En tur til Gaia kan absolut anbefales, hvis man skulle komme i nærheden af Randers.

Vi håber nu, at vejret snart bliver lunere, så vi kan komme på flere udflugter og lave flere udendørsaktiviter.

Før påske holdt vi åbent hus her på STU Landbo, det blev en hyggelig dag med besøg af de fleste elever samt nogle forældre.

Husk, at I altid er velkommen til at kontakte os eller komme forbi skolen, hvis I har brug for en snak eller bare vil se, hvad de unge mennesker laver her på skolen.

Venlig hilsen
STU Landbo
Hanne og Marianne

December 2012
Tiden flyver af sted og vi har nu været i den nye skole i et år. Der sker hele tiden nye forbedringer, så i løbet af efteråret har vi fået en varmepumpe op i stuen og oliefyret er “fyret”.

Vi har også fået lavet et lille køkken med komfur, ovn og emhætte. Det er meningen, at vi her kan give de unge chancen for at lære at lave sund og lækker mad. Det glæder vi os til alle.

Vi har arbejdet med kunst og genbrug siden efterårsferien, og har blandt andet været i Ålborg på Kunsten, for at se en udstilling af Robert Jakobsen. Den øvrige udstilling gav inspiration til nogle elever, som derefter malede et billede – og de blev vældig flotte.

Den 30.november havde vi afslutning med Nanna og Jesper, som jo blev færdige med deres 3-årige STU. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag med uddeling af beviser, gaver og besøg af forældre, kontaktpersoner og skolens øvrige elever. Nanna og Jesper havde smurt sandwich til 20 mennesker dagen forinden så alle blev trakteret.

Her i december har vi selvfølgeligt julehygget lidt, der et blevet pyntet op og produceret lidt nyt julepynt og nogle elever har fulgt med i julekalendereren.

Skolen er lukket fra d.21.12 til og med d.2.1.

I ønskes alle elever og forældre en rigtig god jul og et godt nytår af

Marianne og Hanne
STU Landbo

Oktober 2012
Så har skoleåret været igang i nogle måneder og det er tid til en lille opdatering herfra inden vi går på efterårsferie.

Inden sommerferien var vi kommet godt igang med at gå i motionscenter i.f.m. det tema vi var igang med. Dette har været så stor en succes, at vi har besluttet at det fremover vil være en fast aktivitet, samtidigt er vi nu begyndt at tage afsted to gange om ugen, så flere af vores elever kan få gavn af dette tilbud.

Vi har rystet posen en lille smule og lavet lidt om på skema og holdsammensætning, så den første del af skoleåret er gået med at komme godt igang og vænne sig til ændringer i skoleskema og for nogles vedkommende andre holdkammerater. Det har været en god proces og gør os alle sammen lidt mere rummelige når vi skal arbejde sammen med andre end dem vi plejer.

Rent fagligt har vi den første måned beskæftiget os med “almindeligt” skolearbejde, så vi har haft gang i skolebøger, blyanter og computer.

Efterfølgende er vi gået igang med efterårets tema der denne gang handler om vilde dyr. Vi har værer på biblioteket og fundet hvad de havde af film og små fagbøger om dette emne. Det har været spændende og har optaget mange af eleverne. Som afslutning på dette emne tager vi i ugen inden efterårsferien på en tur til Aalborg zoo, hvor vi skal undervises af skoletjenesten. Vi glæder os meget og håber det bliver en god og lærerig oplevlese.

I september måned havde vi igen i år æbledag hos lærer Hanne. Vi fik plukket både æbler og blommer, men desværre var vi nok lidt for tidligt ude, for æblerne var ikke helt modne nok, så vi måtte opgive at presse saft. Tilgengæld lavede nogle elever lækker marmelade og ægte æbleskiver. Så selvom vi ingen saft fik med hjem i år, så havde vi en rigtig hyggelig og vellykket dag.

Efter efterårsferien går vi igang med et nyt tema, der kommer til at hande om genbrug på mange forskellige måder og niveauer.

Herfra vil vi ønske jer er godt efterår.

Hilsen
Hanne og Marianne

Juni 2012
Så er skoleåret ved at være forbi og forude venter en dejlig lang sommerferie.

Eleverne er begyndt at glæde sig, og de har sørme også fortjent en ferie nu.

Lige før påske holdt vi åbent hus. Det blev en rigtig god dag, hvor vi fik mulighed for at hilse på flere af forældrene og samtidigt vise vores nye lokaler frem. Vi syntes det var en succes og vil helt sikkert gentage det i løbet af det kommende skoleår.

Vi har haft et aktivt forår og vi har brugt tiden på at arbejde med et par gennemgående emner. Efter påske lagde vi ud med en tur omkring middelalderen. Vi læste om det, så film, besøgte Mariager kirke og lavede tidslinjer og våbenskjold.

Eleverne var meget engagerede og vi kom vidt omkring og blev en hel del klogere på den tid. Da foråret var kommet rigtigt godt i gang hev vi et par dage ud af den almindelige skolekalender og tog på heldagstur til Øster Hurup. Pigerne var med den ene dag og drengene den næste. Vi havde base i et lille sommerhus vi havde lånt og derfra gik turen til vandland og vildmosecenteret. Det blev også til en tur i fugletårnet, hvorfra vi den ene dag fik øje på en stor flok kronvildt. Heldigvis havde vi vejret med os, så der blev også tid til is, kaffe og kage på terrassen og tur på stranden. Det var nogle meget vellykkede dage med nogle meget glade elever som det var en stor fornøjelse at være sammen med.

Den sidste del af skoleåret har vi haft fokus på krop og sundhed. Nogle elever har været med på ugentlige ture til motionscenter, hvor vi har fået arbejdet kroppen godt igennem. Vi har læst og talt om sundhed på forskellige måder, og vi har også afprøvet en del opskrifter på lækre sunde is og snacks.

I næste uge vil vi afslutte skoleåret med en fælles tur til Fårup sommerland. Vi håber at mange af eleverne vil deltage, og ser frem til en sjov og hyggelig dag inden sommerferien for alvor sætter ind.

God sommer
Hanne og Marianne

Februar 2012
Her I STU-Mariagerfjord har vi haft en god og rolig opstart på det nye år. Siden sidst har vi jo sagt farvel til lærer Jesper Witting og har derfor brugt lidt tid på at finde ind i nye rutiner og arbejdsfordelinger. Vi er ikke blevet flere ansatte i skolen, men både Hanne og Marianne er gået op i tid.

Vi har fået nyt navn, således at vi nu hedder STU-Landbo. I den forbindelse har vi også fået en ny mailadresse: stu@landbo.nu
Telefonnummeret er stadigt: 21 99 83 8121 99 83 81.

I januar og februar har nogle elever primært koncentreret sig om almindelige skolefaglige fag som dansk, matematik og engelsk. Vi har forsøgt at have en praktisk tilgang til fagene og har i den forbindelse bl.a. lavet en lille købmandsforretning med tilhørende kasseapparat og ægte skolepenge.

Vi har arbejdet meget med opskrifter og indkøbssedler bl.a. til smoothies lavet i vores lille skolekøkken i den nye blender. Her har der også været mulighed for at berøre emner som sundhed og ernæring og for at hygge med andet end kager.

Alle eleverne har udvist stor interesse og engagement.

Et par af eleverne er startet i praktik hhv. i en frisørsalon og et pizzeria/cafe.

Andre elever har primært beskæftiget sig med kreative ting og er fx i gang med at strikke dukker og male fisk til vores imaginære akvarium. Disse elever har også været med på inspirationstur til GAIA Museet i Randers, som er et museum for anderledes kunstnere med tilhørende kreativt værksted, butik og café. Det var et meget inspirerende besøg.

Som et nyt tiltag har vi nu fået et kreativt værksted, i de gamle skolelokaler, som Lisbeth Kostending står for. Lisbeth har et veludviklet kreativt gen og er bl.a. uddannet blomsterbinder. Lisbeth arbejder også i Landbos butik Stoppestedet, så eleverne kender hende.

Vi har også arbejdet med krop, sanser og musikinstrumenter i vinter.

I den kommende tid vil vi tage fat på et emne med overskriften SAMARBEJDE. Det er jo en evne vi alle kan have god brug af gennem livet, og som vi vil træne gennem forskellige aktiviteter og øvelser. Vi regner med at det bliver sjovt og lærerigt for os alle.

Afslutningsvis vil vi gerne invitere alle forældre, søskende og familie til
Åbent hus i STU-Landbo, værksted og butik Stoppestedet
Fredag d. 30. marts kl. 12.00 – 15.00

Vi har kaffe på kanden og lidt at spise. Benyt lejligheden til at se vores faciliteter og få en snak med personalet. Vi vil også gerne hilse på jer

Venlig hilsen
Hanne og Marianne

Oktober 2011
Efteråret er over os og vi holder snart en velfortjent efterårsferie. Inden da kommer her en lille opdatering fra skolen.

Her i det nye skoleår har vi budt velkommen til ny underviser Hanne Laursen. Hanne er lærer og har før undervist både i folkeskolen samt i tilbud svarende til STU-Landbo. At vi nu er tre undervisere på skolen har givet os endnu bedre muligheder for, at imødekomme den enkelte elevs særlige behov.

Vi har også budt velkommen til to nye elever, begge fra Landbo. Jesper Nielsson samt Jesper Overgaard Nielsen. Det har været en fornøjelse at møde dem her i skoleregi.

Tiden siden sommerferien er blevet brugt på almindelig skolegang med fokus på dansk og matematik. I den sidste tid er vi også begyndt at arbejde med økonomi og pengeforståelse bl.a. gennem spil. Vi synes, at alle eleverne gør en stor indsats og arbejder rimeligt koncentreret og målbevidste når de her, hvilket gør det til en fornøjelse at undervise dem.

Der er blevet tid til en enkelt efterårs – temadag for nogle af eleverne. Her var vi hele dagen ude hos Hanne, der har en nedlagt frugtplantage. Vi plukkede æbler og pressede most i en gammeldags æblepresse. Det var en stor succes og gav et godt indblik i processen fra ”jord til bord”.

Sideløbende med undervisningen har vi gang i et stort projekt. Eftersom vi efterhånden er blevet en del flere i skolen, både elever og personale, er vores lokaler ved at blive lidt for små. Derfor er vi i gang med at istandsætte det gamle butikslokale beliggende i samme bygning som skolen. Det har krævet den helt store tur med opsætning af skillevægge, reparationer og maling. Vi er endnu ikke færdige, men håber at blive det i løbet af efteråret. Alle elever har bidraget til projektet efter formåen. De fleste har givet en hånd med for at tømme lokalet og bære materialer ind. Nogle har været flittige til at sætte skillevægge op, isolere og skrue gipsplader op. Andre har hjulpet med malerpensel og rulle. Vi har i denne ombygningsproces alle lært lidt mere om samarbejde og planlægning, og håber, at det er erfaringer som også kan komme eleverne til gode udenfor skolen.

Efter efterårsferien vil vi bruge lidt tid på at flytte i de nye lokaler og finde os til rette. Derudover er det planen, at vi skal på et par virksomhedsbesøg inden julen sætter ind.

Godt efterår

Venlig hilsen
Jesper, Hanne og Marianne

April 2011
Vi havde temamåned i hele april måned, hvilket betød, at vi ”lagde” bøgerne på hylden og arbejdede i stedet koncentreret med temaet ”Kreativ”.

Vi startede i uge 14, med påskeudstilling, i det ene stuevindue, hvor vi fandt inspiration i biblioteksbøger vedr. påske. Resultatet blev en succes, i det alle eleverne var engageret. Det var en fornøjelse at stå på sidelinen og se, hvordan alle fordybede sig i de forskellige ting. Alle overraskede og takket være elevernes positive tilgang, kunne vi derfor lave en udstilling bestående af: Mange flotte æg (eleverne pustede æg og malede dem derefter), påskelam og små karsebede.

Derudover lavede de unge en udstilling vedr. deres tur til Tyrkiet, hvor de havde fået til opgave at lave en skitse/tegning af et valgfrit motiv. Vi havde indkøbt de fornødne materialer inden afrejse og resultatet blev en fin tegning fra lejligheden samt en fortællende tegning (ord og tegning).

I uge 15 lavede drengene en drage/monsterudstilling i et af vores vinduer. Vi fandt inspiration i bøger og brugte trylledej som udtryksform. Resultatet blev: Flotte drager, slanger, dragefodtryk, sten m.m.

Vi afsluttede vores tema i uge 17 med en fernisering, hvor vi på forhånd havde lavet en invitation til Landbo. Vi fik stort besøg af både personale og beboere. Efter en fælles velkomst fortalte eleverne om deres værker, mens vores gæster blev budt på sodavand og saltstænger. Senere underholdte en mandlig beboere med et musikalsk indslag. Vi afsluttede dagen med kaffe og kage.